Mange forældre har efterhånden spurgt mig, hvordan det hænger sammen, at børn med særlige behov, både de signalstærke og stille kan have så stor glæde af ridning, svaret vil altid have et individuelt islæt, da det er lige så forskellige som børn er forskellige, derfor er svært at komme med en helt klar forklaring til den enkelte, men generelt kan man give nogle ideer:
Først og fremmest er det vigtigt at huske at rideterapi er et terapeutisk værktøj der skal/bør sidestilles med et hvert andet speciel og socialpædagogisk tilbud.
Alle børn udfordret eller ej, burde have mulighed for at opøve sine kompetencer inden for empati, kommunikation, selvværd osv. Specielt børn der har udfordringer i hverdagen, den bliver nemlig ikke nemmere af at ovenstående ikke er selvskrevne.
I rideterapien er der nogle vigtige faktorer som er helt afgørende for succes raten:
Ponyerne er vigtige, de SKAL være veltrænede og klar til at møde udfordringen ”børn”, de skal være lydhøre, samt være trænede til terapi
Enhver hest eller pony har terapeutisk virkning på mennesker, men de skal også være så veltrænede at det er forsvarligt at arbejde med mennesker uden forudgående kendskab til heste og ponyer.
Undervisningen, skal være tilrettelagt til den enkelte også på et hold.
Fokus skal være på den enkelte, det enkelte barns individuelle situation samt muligheder. Undervisningen er og skal være tilrettelagt på at møde barnet, hvor barnet er ikke kun i terapiforløbet, men i livet.
Det er vigtigt at underviseren er uddannet rideterapeut og har en både pædagogisk og terapeutisk indgang til undervisningen for at kunne agere til gavn for barnets udvikling.
En rideterapeut kan se udvikling og arbejde med denne, men er også i stand til at vende en negativ tilgang til en positiv. Samtidig er rideterapeutens fornemmeste opgave, at være kommunikator mellem barnet og ponyen, sådan at en læring opstår og refleksionen kan begynde.
Refleksion, Omgivelserne skal være enkel og rolige, for at give barnet mulighed for refleksion
En stor del af rideterapien er refleksion, barnet skal have mulighed for at mærke efter på den fornemmelse som samværet og arbejdet med ponyen giver, dette kræver et roligt og enkelt miljø.
Samtidig er det vigtigt for barnet at prøve sine nye kompetencer, dette er for de fleste børn en automatiseret og ikke italesat handling, der ikke skal skubbes til, men som skal være og er en naturlig følge af rideterapien.
Nogle børn skal have hjælp og her er det måske endnu vigtigere at miljøet er roligt, sådan at barnet kan fornemme at der er sket en ændring i selvoplevelsen.
Det er vigtigt at refleksionen påbegyndes inden de kommer hjem i deres eget miljø, en reflektorisk handling eller tanke virker altid stærkere på udebane.
Holdundervisning er en vigtigt del af rideterapien, at kunne spejle sig i andre og være samme om læringen, selvom det er på andre præmisser er det ypperste og her ser vi ”de store ting ske”
Derfor er det på Vestsjællands rideterapi et mål i sig selv at kunne optimere eleven sådan at hold undervisning bliver naturligt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at for nogle tager det længere tid end for andre, men at se børnene hjælpe hinanden med strigling, opsadling og forklaringer om alt lige fra hestens navne til sikkerhedsinstrukser er som at se vejen åbne sig.
Ene-undervisning Vi har valgt at her hos os starter vi altid med ene-undervisning,
Dette for at barnet og terapeuten har mulighed for at lærer hinanden at kende samt kan terapeuten langt nemmere indplacerer barnet på et hold når den tid kommer.
Ene-undervisning indeholder udover selvfølgelig det terapeutiske arbejde også en indlæring af sikkerhedsregler, sådan at barnet når det ikke er en til en undervisning kan håndterer ponyen på en forsvarlige og sikker måde
Når rideterapien ikke virker det sker, og det er selvfølgelig ikke de historier vi helst vil snakke om:
Det er altid svært at indrømme, men nogle gange så er rideterapien bare ikke godt nok, der kan være mange årsager, men fælles er at det aldrig er ponyens skyld –
Ofte er kemien mellem forældre, børn og terapeuten den overvejende årsag og det skal man være klar til at accepterer.
På Vestsjællands Rideterapi tager vi altid en åben snak om problemerne, når vi kan mærke at der er et spændingspunkt, ofte er det bundet op af forældres angst eller deres egne dårlige oplevelser med heste eller behandlersystemet, der sløre billedet, det er forståeligt, men også til at komme igennem ved fælles hjælp.
Angst om det er anerkendt eller skjult er egentlig nok den største og vigtigeste årsag til at et barn vælger ponyerne fra og bortset fra at det er til at arbejde med så vil vi altid acceptere dette og tage de hensyn, der skal tages. I sådanne situationer er det givende at flytte fokus fra ponyerne til fx hunde, katte, høns osv. som også er en stor del af livet på Vestsjællands Rideterapi.
Andre gange skal barnet måske bare vente lidt med rideterapien og have mulighed for anden behandling.
.
Jeg har valgt at skrive lidt om teorien bag Rideterapi samt om nogle små oplevelser og kommentarer fra både børn og forældre, har I spørgsmål, der specifikt handler om jeres børn med specielle behov så er I velkommen til at ringe for en uforpligtende snak.
Teorierne bag Rideterapi er mangfoldige, og har utrolig mange udspring – og handler i bund og grund om udgangspunkt, mennesket der modtager og det opnåelige, som er utrolig forskelligt fra person til person og derfor altid skal bearbejdes individuelt og med respekt for det enkelte menneske.
Læring terapi der er de kognitive, emotionelle og sociale færdigheder, der trænes ved ridning og omgange med heste, hvor situationen ridning og samvær med hest/pony bruges som et pædagogisk værktøj i udvikling af strategier der forbedre funktioner i dagligdagen.
Et psykologisk og terapeutisk værktøj, der anvendes inden for kropsbevidsthed, selvfølelse, værd og samspil, hvor hesten/ponyen er det ultimative værktøj.
Sofies første ridetime:
Allerede inde Sofie kommer til sin første ridetime har Sofies mor og jeg talt om hvordan timen skal forløbe, Sofie har prøvet at gå til ridning på en anden rideskole og det var en rigtig kedelige oplevelse for både Sofie og forældrene.
Sofies mor oplyser at ingen af forældrene har haft noget med heste at gøre, at de har hørt at de skulle være godt for Sofie at gå til ridning og det vil de gerne støtte, men de har det dårligt med at hun bliver ked når hun ikke må være med på sine egne præmisser.
Vi har aftalte at Sofies forældre kommer forbi en aften uden Sofie og møder ponyerne, samt får lidt undervisning i at trække og specielt omgås ponyerne, sådan at de kan støtte Sofie og ikke selv bliver bange og usikre.
Vi har samtidig mulighed for at snakke lidt om Sofie og hvordan de fornemmer at hun gerne vil deltage i ridningen.
1 . Sofie vil gerne at mor og far går med sammen med hende og ponyen, men hun bliver usikker når mor og far ikke lige ved hvordan de skal trække ponyen.
- Sofie vil gerne selv bestemme om hun skal ride hele undervisnings tiden eller kun en del af undervisningstiden.
- Sofie skal være tryg ved øvelser (fx skridt, hvor hun holder fast i sadlen) inden hun skal prøve noget nyt (fx skridt hvor hun slipper sadlen og tager tøjlen)
- Sofie vil gerne ride sammen med andre på egen alder.
Vi aftaler ud fra ovenstående snak at jeg sørger for en trækker, der kender ponyen, som sørger for at ponyen gør som den får besked på, og at mor eller far går med, men ikke har ansvar for at styre ponyen.
Sofie kommer til sin første ridetime på hold sammen med mor og far – Mor har hjemmefra besluttet at hun går med
Vi starter altid med at strigle ponyen, lægge saddel på og så går vi en runde eller 2 ridehuset hvor både barn, voksen og pony kan få varmen i bene. Det går rigtig godt og Sofie vil gerne selv holde i trække tovet når de går –
Da tiden er til det skal Sofie i sadlen er hun er nærmest vild og iflg. hendes far har de ikke set Sofie så glad i meget lang tid.
Sofie kommer op og holder i sadlen (der er en speciel rem til det) og så begynder de at skridte, nøjagtig som da de gik med ponyen
Der er en trækker på som aftalt og mor går med ved siden af – Sofie begynder stille og roligt at stille spørgsmål til trækkeren, som svare lige så stille og roligt tilbage.
Da det er tid til at skifte volte, forventer både mor og far incl. jeg selv at det kan blive svært, men det går så nem og Sofie siger til sin mor, at nu må hun godt gå ud, hun kan selv.
Hele undervisningstiden foregå i skridt, med trækker, der stille og roligt svarer på Sofies spørgsmål –
Samtidig er de 3 andre på holdet i gang med alverdens andre øvelser, og Sofie ser opmærksom til og stiller spørgsmål.
Da undervisnings tiden er overstået, står Sofie stille og roligt af ponyen, guidet af sin trækker, der stille og roligt fortæller hvordan hun skal stige af.
Den næste rytter kommer til og overtager ponyen efter at Sofie har givet ponyen et ordentligt kram og sagt tak for turen.
Efterfølgende har Sofie lært at blive trukket af mor, hun fortæller selv mor hvad ponyen gør og hvad mor skal gøre, hun rider over og igennem forhindringer og har ingen problemer med at lave gymnastik på ponyen – hun lytter til sin ride lærer og gør det bedste hun har lært.
I dag er det 3 måneder siden at Sofie startede, mor trækker, men Sofie har fået tøjler, hun har sluppet saddelremmen og er begyndt at snakke om at mor skal slippe snoren så hun kan ride selv.
Sofie rider forhindringer, hun traver i små intervaller og kan selv strigle sin pony –
Sofies forældre fortæller at de kan mærke stor forskel på Sofie, hun har meget nemmere ved at prøve nye situationer både hjemme og i børnehaven, hun er begyndt at stille krav til sine omgivelser fx: kan hun formulere at hun gerne vil deltage i ture med børnehaven, hvis hun kan få lov at gå med en bestemt pædagog, hun giver nu udtryk for at hun gerne vil med i legestue og er begyndt at opsøger fremmede børn af sig selv.
Forældrene er også begyndt at give Sofie mere plads (iflg. dem selv) så er det blevet nemmere for dem at lytte og lade hende tage beslutninger og konsekvenser selv, fx fortæller de om en tur til en onkel der bor lige ved en legeplads – Sofie plejer ikke at ville ud og lege, heller ikke hvis mor eller far er med, hun vil kun være i lejligheden og sidde tæt på mor og far – pludselig til et besøg, hvor der er flere mennesker, beder hun om at måtte komme i overtøjet fordi, der er nogle børn på legepladsen hun gerne vil lege med – Sofies forældre lader hende gå ud alene og kan inde fra stuen se at hun faktisk leger med de andre børn og at hun er glad og har det godt – hun kommer ind efter ca. 1 timer og falder i søvn i sofaen.
Kigger vi lidt på teorien, så er ord som mod, sociale kompetencer, udadvendthed og et ændret verdensbillede meget sigende.
Peters ride oplevelser:
Peter er en meget udadvendt dreng der helt klart er dreng med stort D – der er intet der er for vild til ham.
I skolen har han store problemer og bliver konstant sat i situationer der gør hverdagen problematisk og i hans øjne grim – så allerede her i 1 klasse er han på det nærmeste skoletræt og de har daglige diskussioner inden skoledagen begynder – Peter er det man i gamle dage kaldte en ballademager og ved den mindste anledning står han for skud og er i første række når der skal deles baller ud.
Det er bare ikke det billede som forældrene har af deres dreng, de er klar over og oplever også at han er vild, men at han samtidig er sårbar og bliver ked når han bliver misforstået –
Peter reagerer aggressivt når han bliver presset og han lukker samtidig af for fornuftig kommunikation.
Hjemme har Peter en hule, som han trækker sig tilbage i når noget bliver for svært.
Mor og far har hørt at ridning skulle være godt, eller rettere og sagt så har de prøvet alt inden for holdsport og flere andre sports gene og det er hver eneste gang gået i hårdknude.
Mor og far insisterer på at informere mig om at Peter godt kan blive aggressiv og grim i sin mund og det er de selvfølgelige kede af, men kan ikke se vejen ud – derfor vil de gerne at Peter får ene timer.
Peter kommer til sin første ridetime iført cowboy tøj, pistoler og bue og pil – samt en cowboy hat – han er allerede godt sur, fordi mor og far har forbud ham at have cowboy hat på når han skal ride –
Jeg henter en af vores pony cowboysadler og skifter lige så stille saddel – Peter synes at sadlen er sej for så er han en rigtig cowboy som dem i tv.
Cowboyhatten bliver efter nogen overtagelse lavet om til at være oven på ride hjelmen, så sikkerheden overholdes.
Peter og jeg aftaler at han enten rider med pistoler (mine som er lavet af gummi – indkøbet netop til brug i rideundervisningen) eller med bue og pil (også mine og også indkøbt til brug i rideundervisningen) samtidig snakker vi om at Peter ikke må bruge bue og pil fra ponyryg, men gerne må skyde til måls efter en halmballe når vi er færdige med at ride.
Peter vælger pistolerne
Og hopper hurtigt op på ponyen og forventer at ride i galop ud over stepperne (ridehuset) jeg tager en longe (langt trække tov) og lader Peter ride selv – ponyen gør kun hvad jeg beder den om så selvom Peter synes det skal gå hurtigt så skridter vi kun – Peter synes sjovt nok det er helt fint og begynder stille og roligt at lytte til mine instruktioner om hvordan det er smartest at sidde når man skal fange køer, eller ride efter et tog der skal røves osv.
Min fantasi bliver sat på prøve, men det kommer tifoldigt igen når jeg ser en dreng der nyder sin ridetur.
På intet tidspunkt under den første ridetime bliver Peter sur, aggressiv eller ked, han er et stort smil og nyder duften af pony til fulde.
Da undervisningen er overstået står jeg med to forældre der nærmeste ikke kan få armene ned, og det glæder sig allerede til næste undervisnings time om en uge.
Peter har hentet sin bue og pil og skyde lystigt til måls efter en halmballe.
Efterfølgende ringer forældrene og fortæller at Peter gik lige i gulvet da han kom hjem og sov i flere timer, da han vågnede var han glad og afslappet – samtidig gav han udtryk for at hans uro i kroppen var væk.
I skolen kunne de allerede om mandagen mærke forandringen, og kontaktede forældrene da de hentede Peter for at høre hvad der var sket i weekenden – for Peter trak sig fra situationer han ellers ville have deltaget i med stor iver og en balle som resultat –
Han havde selv fortalt at han havde fået en ny ven ”Dolf” som lærte ham at være rigtig Cowboy og at Cowboyer var stærke, seje og gode mennesker der ikke behøvede at drille andre for de var så seje.
Næsten ride time, ugen efter forløb på næsten samme måde, dog mente Peter at han godt kunne klare at ride selv, jeg må nok indrømme at jeg faktisk godt ville give ham ret, men valgte at fortælle at ”Dolf” havde brug for at jeg hjælp ham lidt mere, hvilket Peter godt kunne forstå, så det var ok at jeg havde snor i ham.
Efter 3 ridetime, så jeg en dreng der kom løbende mod mig og Dolf – først fik Dolf et kram og derefter fik jeg nok det største og mest fantastiske kram fra en dreng der iflg. forældrene angiveligt ikke kunne rumme så nær kontakt.
Peter rider nu på hold, han er en fantastisk hjælper til nye børn der skal have vist en øvelser for Peter kan bare alle øvelser.
Peter har efterfølgende fået part på ”Dolf” og rider 3 gange om ugen hvor af en gang er på hold og de 2 andre gange er alene med mor og far som hjælper.
I skolen er Peter en helt anden dreng og han er begyndt at socialiserer sig og tager hånd om de svage elever der normalt var dem han nok skulle drille.
Han er sjældent i konflikt og hvis han ikke kan undgå det, er han blevet god til at kontakte gårdvagten – han spiller engang imellem fodbold i skolen, men vil allerhelst lege cowboy og indianer.
Hjemme er hulen byttet ud med den største gyngehest der findes – her sidder Peter og læser når han har brug for ro og alle, også hans storebror der godt kunne finde på at drille, har forståelse og ved, at på hesten har Peter helle. Hesten hedder i øvrigt ”Dolf”
Denne lille historie går nogle år tilbage og i dag har Peter sin egen hest, men stiller ikke op til konkurrencer (det har han selv valgt fra) han rider ture i skoven, sammen med sin far der efterfølgende valgt at han også ville lære at ride og de nyder begge hestens mange gode sider.
Peter skal starte i overbygningen på sin skole til næste år, han ligger højt i klassens social rangorden og det er ham der afbøder de fleste svære situationer også for de andre.
Han tager de svage under sine vinger og giver gerne en tur på sin hest hvis de gerne vil mærke hvordan det er.
Peter går på en særlig skole, der kan rumme ham og give ham den plads han har brug for, han har flere diagnoser der ville få andre til at gå ned, men han holder hovedet højt og klør på for at nå sit mål – han vil være beslagsmed –
Teoretisk set er det de samme kompetencer der bliver optimeret og skabt i begge historier, selv om det er så utrolig forskellige børn.
Rideterapi går nemlig ud på at møde barnet der hvor barnet og i visse tilfælde også hvor forældrene er, at finde vejen sammen med barnet, i en klar tro på at kunne gøre en forskel samme med dyrene – her er det så ponyer –
Disse små historier er gengivet med tilladelse fra og i samråd med børnene og forældrene –